Udvalgte kajakoplevelser fra 2019
Kajak-Lucia optog i Aalborg
Tue Olesen fra OnAdventure havde endnu engang gjort et stort stykke arbejde med planlægning af Kajak-Lucia optog i Aalborg i 2019. Denne gang var der start fra Limfjordsværftet, hvor værftet bød på varm suppe inden afgang. TV2Nord dækkede forberedelserne og starten, hvor flere af klubbens medlemmer blev interviewet af selveste Mogens Jørgensen:
Efter turen var der tændt op i grillen så deltagerne kunne få varmen, grille de medbragte pølser og ellers få en hyggelig snak og afrunding af turen. Vi glæder os til et gensyn i 2020.
Har du lyst til at deltage, så har Tue allerede lagt beskrivelse, program og tilmelding for arrangementet i 2020 på hans hjemmeside.
Efterårstræf i Skanderborg
Fredag den 20. – søndag den 22. spetember
I slutningen af september 2019 var vi nogle stykker, der deltog i Havkajakroernes efterårstræf i Silkeborg.
En dejlig weekend, hvor hele Skyttehusets Campingplads var reserveret – og fyldt op – med havkajakroere. Det blev en tur med masser af gode naturoplevelser, masser af kajak-snak med ligesindede og ellers bare dejligt samvær med klubkammeraterne.
Skagen - Vis dit rovand
Fredag den 23. – søndag den 25. august
Skagen Havkajakklub havde sammen med DGI inviteret alle Nordjyllands havkajakroere til fællesroning lørdag den 24. august 2019. Vi var derfor nogle stykker, der lagde ud fra Frederikshavn fredag morgen og roede de knap 40 km. til campingpladsen lige øst for Skagen Havn. Her indlogerede vi os i en hytte og fik et tiltrængt hvil.
Lørdag morgen gik vi igen i kajakkerne. Denne gang med Skagen Havkajakklub som første stop. Her mødtes vi med en stor flok kajakroere fra hele Nordjylland til et flot morgenbord. Herefter havde Skagen Havkajakklub tilrettelagt en fin tur, hvor flere af deltagerne fik deres debut med krydsning af Grenen. Efter et lille hvil gik turen igen retur til Stokrenden, hvor naturvejleder Villy Hansen viste rundt i området, fortalte om krydderurter og bød på smagsprøver på hans gode kryddersnapse. Herefter retur til Skagen Havkajakklub – et hvil – og igen i kajakkerne for at ro retur til campingpladsen.
Søndag morgen gik turen så retur til Frederikshavn. Det var en flok trætte med også meget velfornøjede roere, der sidst på eftermiddagen landede i Frederikshavn. Det blev en super fin weekend med ikke færre end 110 km.
The Tall Ships Races i Aalborg
Fredag den 5. juli
The Tall Ships Races i Aalborg trækker rigtig mange tilskuere til – også havkajakroere. Vi var en lille flok, der trodsede blæsten, der også denne dag gik frisk over Limfjordens vande. Vi lagde ud fra Tunnelhavnen i Nørresundby, krydsede fjorden og fik en rigtig fin oplevelse forbi de imponerende skibe.
Sidst på eftermiddagen gjorde vi holdt på Egholm, hvor vi fandt et godt sted med læ og med borde og bænke. Her riggede vi til med trangia og tilberedte et overdådigt aftensmåltid. Herefter gik turen langs Nørresundby-siden retur mod Tunnelhavnen.
Vi havde fotograf Hans Ravn med på turen, som har sammensat ovenstående stemningsfotos fra turen. Vi glæder os til august 2022, hvor The Tall Ships Races vender tilbage til Aalborg.
Mariager Fjord
Søndag den 30. juni
Rosæsonen har bare ikke været helt rigtig, hvis vi ikke har været et tur til Mariager Fjord.
Og en tur til Mariager Fjord har bare ikke været helt rigtig, hvis vi ikke kommer forbi det hyggelige Høllet Bådelaug for en frokost- eller kaffepause.
Heldigvis blev både rosæsonen og Mariagerturen helt rigtig. Årets Mariager Fjord tur blev afholdt den 30. juni 2019.