Udvalgte kajakoplevelser fra 2020
Svømmehalstræning
Søndag den 6. december
Vintersæson er for os kajakroere blandt andet ensbetydende med klorvand i øjne, ører og næse. Omsider blev det i starten af december muligt at gennemføre vinterens første svømmehalstræning.
Og med de fornødne covid-19-foranstaltninger lykkedes det, at gennemføre en vellykket svømmehalstræning, hvor der både blev øvet optimering af makkerredninger, forskellige selvredninger, sideforflytninger, balancetræning og naturligvis diverse grønlænderrul.
En herlig søndag eftermiddag, der også bød r af hygge, kaffe og god hjemmebagt kage – og en enkelt sang i anledning af John’s fødselsdag. Vi gentager succesen i starten af det nye år.
Solopgangs- og rundstykketur
Lørdag den 24. oktober
Det var stadig mørkt, da en flok morgenfriske FHK’er gjorde kajakkerne klar en tidlig lørdag morgen i oktober. Det var sidste chance for en solopgangstur, uden at vi skulle alt for tidlig ud af sengen. Den sidste dag inden vintertid stod solen op i Frederikshavn kl. 8.13.
På turen sydover mod Transportcentret blev det mere og mere lyst, og mens vi nød de medbragte rundstykker, kunne vi også nyde synet af solen, der steg op i horisonten. Solen stod allerede højt på himlen, da turen gik retur. Dagens tur blev afsluttet på behørig vis med kaffe og en afsluttende snak på Marinaen.
Fællesroning lørdage i vinterperioden
Oktober 2020 – marts 2021
At vi er gået over i vinterperioden er på ingen måde ensbetydende med, at rosæsonen i Frederikshavn Havkajakklub er slut – næsten tvært imod. Hen over vinteren har vi imidlertid flyttet fællesroningen fra to hverdage til turer hver lørdag.
Lørdag den 10. oktober stod solen højt på himlen og med svag vind fra sydvest. Og ikke færre end 20 roere mødte ind til en herlig tur til Deget og kaffepause på den nu palmefri Palmestrand, inden turen gik retur til Marinaen.
Flot syn med de mange kajakker på vandet og linet op på stranden. Det gentager vi de mange kommende lørdage hen over vinteren.
Efterårstur på Voer Å
Lørdag den 3. oktober
Vejrudsigten for vintersæsonens første lørdagsroning lød på jævn til hård vind fra øst stedvis op til kuling. Altså ikke ideelt til starten på vinterroningen. Vi valgte derfor, at smide kajakkerne på traileren, og køre en tur til vores naboklub i Voerså, hvor vi tog en tur op af Voer Å.
Det blev til en rigtig fin efterårstur ind gennem Rugtved Skov, hvor Voer Å slynger sig for foden af de høje skrænter. Fantastisk natur, der undervejs også bød på diverse udfordringer. De to strømfald blev forceret i flot stil. Vi fandt vej gennem nedfaldne grene og selv et træ på tværs af vandløbet blev – af flere omgnge – trukket til side, for at nå helt op til Fæbroen.
Og efter en udfordrende landgang og frokost i højt solskin gik turen medstrøms retur mod Voerså. Vi afsluttede turen med et smut ud gennem Voerså Havns indsejling til udløbet i Kattegat, hvor der fortsat var godt gang i bølgerne. Tilbage ved Voerså Kajakklub havde formand Brian brygget kaffe, som en god afslutning på turen.
Tak til Brian og til Voerså Kajakklub for kaffen og for gæstfriheden.
DGI Roer 1 kursus
Søndag den 16. august – torsdag den 24. september
Vi er nået frem til noget af det, som har været en af hovedårsagerne til klubbens opstart – at få mulighed for at delagtiggøre nye roere i havkajakkens mange glæder. Vi har i sensommeren og efteråret gennemført klubbens første DGI Roer 1 kursus – og har haft 11 nye roere gennem kursusforløbet.
Kurset startede med en hel dag i svømmehal, hvor kursisterne blev introduceret til de grundlæggende redningsøvelser. Herefter fulgte 6 intense og hyggelige kursusaftner med træning af diverse roteknikker og gentagne træning af redninger. Ind imellem kursusaftnerne blev der tid til roture, hvor kursisterne fik mulighed for afprøve deres færdigheder. Det blev bl.a. til en tur på Ryå, en tur til Hirsholm og flere hyggelige fællesroninger. Og heldigvis er de nye kursister også med på lidt hygge efter turen – herunder en herlig aften med vafler i Skipperstuen.
Den sidste træningsaften stod på test af kursisternes færdigheder – og som altid var alle deltagere friske på flere vandgange, og klarede øvelserne med flot stil. Prøveaftenen blev afsluttet med overrækkelse af kursusbevis, en skål og pølser fra grillen. Tak til alle for den gode indsats og for det hyggelige samvær. Vi fortsætter med mere tekniktræning både i Marina’en og i vinterens svømmehalstræning.
Læs også artiklen i Kanal Frederikshavn om kursusforløbet.
Madpakketur til Hirsholm
Lørdag den 19. september
Vejrudsigten lød på høj sol og svang vind. Med et hurtigt opslag på medlemsapp’en – med et forslag om en madpakketur til Hirsholm – blev der samlet en flok på ikke færre end 16 deltagere 😊
Og turen blev lige præcis så vellykket som forventet, og som lovet med et helt forrygende vejr. På turen ud havde vi en lille smule vind og svage bølger. Da vi krydsede indsejlingen mødte vi skoleskibet, der var ved at anløbe Frederikshavn Havn.
Efter frokost i det grønne og en kort rundtur på Hirsholm, gik turen retur mod Kølpen, Deget og Marinaen. På hjemturen mødet vi en enkelt sæl og ved indsejlingen så vi en stor boreplatform, der var ved at blive bugseret ind i havnen.
Fællestur med Sæby Ro- og Kajakklub
Mandag den 14. september
Et af klubbens målsætninger er, at fremme relationerne til andre nordjyske kajakklubber. Det havde Hans Christian gjort alvor af, da han og Marian var turledere ved fællesroningen mandag den 14. september. Hans Christian havde aftalt med Sæby Ro- og Kajakklub, at vi ved dagens fællesroning skulle ro hinanden i møde, så vi kunne mødes omkring Transportcentret i Vangen for at holde fælles pause.
Det blev til en rigtig hyggelig sammenkomst med masser af kajaksnak og udveksling af erfaringer, inden vi i skumringen roede hver til sit – enige om, at det var en god start på et fremtidig samarbejde.
Og så er der ikke noget mere hyggeligt, end at ro hjem fra en vellykket klubtur i skumringen mens mørket falder på og lysene begynder at tændes i land. Der bredder sig en helt andægtig stemning blandt roerne, og humøret får endnu en tak opad, når folk fra land, der ser alle vores kajakker behørigt afmærket med lys, råbe til os med udsagn om, “at det ser så godt ud”.
Læs yderligere om turen i artiklen på LokalavisenFrederikshavn.
Foreningernes dag i Frederikshavn
Lørdag den 12. september
Handelsstanden i Frederikshavn FREDERIK og Idrætssamvirket inviterer hvert år til Foreningernes dag, hvor de enkelte foreninger får mulighed for at præsentere deres klubber for byens handlende. Dette initiativ ønskede vi naturligvis at bakke op omkring.
Vi mødtes i klubben kl. 8.00, hvor vi fik pakket kajakker og andet grej på traileren og kørte ind til gågaden, hvor vi havde fået anvist en rigtig fin plads midt mellem Kallstovet og Fisketorvet, hvor alle dagens aktiviteter fandt sted. Vi var alle klædt på i vores flotte nye klubtøj og fortalte de mange besøgende om vores nye klub. Selv borgmester Birgit S. Hansen og hendes mand kom forbi og hilste på.
Vi blev godt vartet op af Natteravnene og af handelschef Dan Kobberup med både kaffe, rundstykker og kage og senere på dagen også med kagemand i anledning af Natteravnenes 20 års jubilæum. Vi fik præsenteret Frederikshavn Havkajakklub på fineste vis, og havde en herlig dag som altid, når vi er i selskab med vores klubkammerater.
Du kan læse mere om Foreningernes Dag i artiklen i Lokalavisen Frederikshavn.
Klubtur på Ryå
Lørdag den 5. september
Vi har haft et rigtig godt første år i Frederikshavn Havkajakklub. Vi har fået os godt indrettet i Frederikshavn Marina, vi har fået sponsorater til at købe klubkajakker og trailer, og vi er godt igang med vores første Roer 1 kursus.
Foruden den grundige træning af de forskellige ro-teknikker og redninger, så ønsker vi i kursusforløbet også at præsentere vores nye medlemmer for klubbens tur-aktiviteter. Et godt valg for en begyndertur er en tur på Ryå.
Størstedelen af vores nye medlemmer deltog på turen, så vi var ikke færre end 20 deltagere, der lagde ud ved Ryå Bådlaug og roede stille og roligt opstrøms mod Aabybro Mejeri, hvor vi nød vores medbragte madpakke og vi skulle naturligvis også lige forkæles med en smagsprøve på mejeriets is. Det blev en herlig dag med sol, blæst, regn og masser af hygge sammen med en hel flok herlige klubkammerater.
Tak for turen til alle 🙂
Åbent Hus
Lørdag den 15. august
Klubbens første Åbent Hus arrangement blev en succesfuld og meget hyggelig eftermiddag med langt over 100 besøgende og med over 40 deltagere, der fik en prøvetur i vores nye klubkajakker.
Vi fik fint besøg af vores borgmester Birgit Hansen, der medbragte en fin gave til klubben. Birgit gav udtryk for, at hun gerne ville komme og navngive den første kajak, som vi får bygget på vores kommende “kajak-værft”.
Vi fik også besøg af Ole Buch – næstformand fra Havkajakroerne – der havde taget turen helt fra Silkeborg for at aflægge os et besøg og af formanden for Sæby Ro- og Kajakklub Jesper Heinemeier.
Eftermiddagen blev krydret med opvisning i selvredninger, makkerredninger og grønlænderrul i havnebassinet – og der blev budt på kaffe, kage, pølser, brød, øl og vand til alle besøgende. Det blev til en ualmindelig hyggelig og vellykket dag. Læs mere om vores første Åbent Hus arrangement i artiklen på KanalFrederikshavn.
Nye klubinstruktører
Lørdag den 8. – søndag den 9. august
I week-enden den 8.-9. august var Martin Jacobsen og Hans Christian Højslet på DGI Klubinstruktørkursus i Søsportscentret Vilsund ved Vilsundbroen ude ved Thisted.
Der var 9 deltagere på kurset, der kom fra 5 forskellige jyske klubber. Det er altid meget inspirerende og givende, at mødes med roere fra andre klubber og udveksle erfaring om den daglige gang i klubben.
Såvel Martin som Hans Christian bestod kurset – stort til lykke med det. De kan nu fungere som klubinstruktør i forbindelse med de kommende havkajakkurser, der afholdes i klubben.
Klubben har udarbejdet en flerårig uddannelsesplan for dygtiggørelse af klubbens nuværende instruktører og for at få uddannet nye instruktører. Alle uddannelse skal foregå udenfor klubben og klubbens daglige rovand for at sikre, at de får den bedst mulige uddannelse og således, at de kan komme hjem og bidrage med “nyt blod” til klubben.
Sommertur til Norge
Torsdag den 4. – søndag den 8. juli
Vi blev inspireret af vores venner i Skagen Havkajakklub til at afholde vores sommertur i den norske skærgård. Nærmere betegnet til Tregde Feriecenter – en lille perle på Norges Sydkyst tæt ved Mandal. Feriecentret ligger godt beskyttet dybt inde i skærgården med en fantastisk udsigt ud over alle de små øer.
Ankomstdagen var blæsende. Efter indkvartering tog vi en kort tur i området ud for feriecentret, og blev blæst godt igennem. De efterfølgende to dage bød på fantastiske naturoplevelser i Harkemarkfjorden, i Trusfjorden og i Sørge Skjærgårdspark.
Det blev til en endnu en herlig klubtur sammen med gode venner, god motion og fantastiske naturoplevelser. Den Norske Sydkyst fortjener bestemt et gensyn på et andet tidspunkt.
DesignKayaks præsenteret af Tue Olesen
Mandag den 29. juni
Vi har fået mange henvendelser vedrørende deltagelse i et begynderkursus. Vi har måtte beklage med begrundelse i, at vi ikke har haft nogen klubkajakker. Dette er vi forhåbentlig snart ved at have en løsning på.
I vores søgen efter egnede kajakmodeller havde vi besøg af Tue Olesen fra OnAdventure, der præsenterede os for den nye dansk designede DesignKayaks, der er et rigtig godt bud på en stabil, manøvredygtig kajak med god kvalitet til prisen.
Vi besluttede os derfor for at købe et sæt af disse smukke farverige kajakker, som inden længe vil kunne ses i og omkring Frederikshavn Marina. Vi holder vores første begynderkursus i starten af august.
Grill-roning og velkommen til nye medlemmer
Mandag den 15. juni
Årets første grill-roning blev afholdt en herlig solrig aften i juni, hvor vi også benyttede lejligheden til at byde vores nye klub-kammerater hjertelig velkommen.
Vejret var med os – vi havde en hyggelig rotur ned langs “Guldkysten”. Tilbage i Marina’en blev der fulgt op på torsdagens tekniktræning med flot baglænsroning ind mod slæbestedet.
Og så var der ellers almindelig hygge ved grillen og omkring bordene, hvor der også blev lejlighed til at høre nyt fra bestyrelsen – og naturligvis en hjertlig velkomst til vores nye klubkammerater fra formanden.
Weekendtur på Gudenåen
Tekniktræning i Frederikshavn Marina
Torsdage maj – juli
Vi er startet op med tekniktræning hver torsdag. Det kan være alt fra ren tekniktræning, balanceøvelser, navigation, sjov med kajakkerne, træning af grønlænder-rul, eller hvad der nu lige er stemning for.
Vi er startet ud med en kort række træningsaftner, hvor vi opfrisker den grundlæggende IPP2- / DGI Roer 1-færdigheder.
Forårstur til Vesterhavet
Onsdag den 22. april
En god ven af klubben – Hans Ravn – havde inviteret til en rotur i hans faste rovand i området nord for Løkken. Vejrudsigten lovede en usædvanlig rolig dag på vandet – næsten for stille 🙂 Så de der havde mulighed for med kort varsel at trække en hel dag ud af kalenderen fik en ualmindelig dejlig dag ved Vesterhavet.
Vi mødtes på Nr. Lyngby strand. Herfra gik turen mod nord forbi Rubjerg Knude Fyr og videre op til det charmerende lille fiskerleje ved Lønstrup. Madpakken blev indtaget ved Lønstrup gamle Redningsstation, hvorfra der er en fantastisk flot udsigt ud over fiskelejet.
Det blev til en varm tur tilbage sydpå i fuld vintermundering og i strålende sol. Tilbage ved Nr. Lyngby strand var der derfor stemning for en forfriskende dukkert i form af rul og redningsøvelser, inden det stod på en hyggelig afslutning inden afsked på stranden. En helt fantastisk tur, som vi helt sikkert må gentage.
Arbejdsdag - Indretning af bådhus
Lørdag den 18. april
Klubben har fået en ualmindelig god modtagelse af Frederikshavn Marina. Vi har fået lov at låne havnens lagerhal til indretning af midlertidig bådhus, indtil vi får rejst penge til etablering af vores permanente bådhus.
Det var således en mærkedag for klubben, da vi fik overdraget hallen i 2020, og kunne samle dén kajak-reol, som Jens Bregnhøj havde gjort et stort forarbejde til. Reolen blev samlet og indviet, og prototypen på Jens’ nye kajakvogne blev beundret og afprøvet.
En dejlig start på klubbens aktiviteter i Frederikshavn Marina.
Løgsstør - Frederik VII's Kanal
Lørdag den 29. februar
Første klubtur i 2020 gik til Løgstør, hvor John fra Kano- og Kajakklubben Limfjorden havde arrangeret en fællestur, hvor ikke færre end 24 deltagere fra forskellige nordjyske kajakklubber mødtes i Løgstør Roklub. Klubben bød på kaffe og rundstykker og fortalte lidt om klubbens historie, aktiviteter og fremtidsplaner.
Løgstør Roklub ligger direkte ned til Frederik VII’s Kanal. Fra klubhuset roede vi ned til bunden af kanalen til det gamle svajebassin med resterne af de over 150 år gamle Duc d’Alber. Undervejs på turen fik vi den spændende historie om kanalens etablering og brug helt frem til 1913.