Udvalgte kajakoplevelser fra 2023
Kajak Lucia hos Voersaa Kajakklub
Onsdag den 13. december
Voersaa Kajakklub havde igen i år inviteret til Kajak Lucia på Voer Å. Og ligesom tidligere var der et flot fremmøde med deltagere fra Havkajak Team Nord i Strandby, Sæby Ro- og Kajakklub, Frederikshavn Havkajakklub og naturligvis fra Voersaa Kajakklub selv.
Alle roerne mødtes kl. 17.00, hvor kajakkerne blev gjort klar og pyntes med alle former for kreativ belysning. Efter omklædning til rotøj serverede klubben på en dejlig omgang karrysuppe. Kl. 18.15 var der afgang, hvor der først blev roet ud mod yderhavnen. Tilbage ved klubben var der en stor del af Voersaas beboere, der var mødt op for at deltog i fælles Licia sang.
Voersaa Kajakklub havde sat 100 fakler op langs åen, så der var flot lys på den videre tur op ad åen op til det store sving. På turen var der mange af lodsejerne, der også havde sat lys og fakler op, og mange af dem stod langs ruten og gav fine hilsner med på turen.
Tilbage ved klubben var der tid til at forsyne sig ved de mange boder med brændte mandler, pølser, gløgg og æbleskiver. Og også tid til lidt hyggeligt samvær på tværs af alle fremmødte roere og tilskuere.
Voersaa Kajakklub havde entreret med PixlArt fra Østervrå, der havde opstillet en bus, hvor der var udstilling med fotos og film fra Voersaa Kajakklubs etablering, byggeri og fra forskellige andre aktiviteter. Og i år var TV2Nord også på besøg og transmitterede direkte fra arrangementet.
Stor tak til Voersaa Kajakklub for endnu en fremragende arrangement.
Fællestur med Sæby Ro- og Kajakklub
Mandag den 4. september
Et af rosæsonens faste ture er fællesturen med Sæby Ro- og Kajakklub i september måned. Aftalen er, at begge klubber starter ud fra hver sin klub, og ror ud og mødes et passende sted på stranden mellem de to klubber.
Det var en flot aften med svag vind og flot solskin, da vi lagde ud fra Frederikshavn Marina. Igen i år var der stor itlslutning til turen med omkring 30 deltagere fra de to klubber.
Vi havde et hyggeligt møde på stranden med spisning af den medbragte mad og en masse kajak-snak på tværs af de to klubber. På aftenen fik vi også lejlighed til at indvie klubbens nye kajak-lamper, der blev monteret før hjemturen. Det var en mageløs aften, hvor vi på hjemturen kunne nyde den smukkeste solnedgang ind over Frederikshavn.
Åbent hus på Flådestationen
Lørdag den 2. september
Der var ikke færre end 10.211 besøgende til Flådestationens Åbent Hus første lørdag i september. Ikke alle besøgte vores stand på sydkajen, men vi havde trods alt godt med besøgende og også med nogle friske besøgende, der fik en prøvetur.
Dagen på Flådestationen startede med fælles morgenmad i kantinen for alle arrangører og frivillige, hvorefter der var tid til indretning og klargøring, inden portene blev åbnet for publikum.
Dagen bød på høj solskin men desværre også en del vind og bølger foruden uroen i vandet fra Søværnets RIB-gummibåde, der havde travlt med tursejlads rundt i havnen. Trods bølgerne klarede alle vores gæster sig fint. Vi havde kun en enkelt kæntring, som Susanne sørgede for at få op i kajakken igen ved en flot makkerredning.
En gæst fra Kystredningstjenesten havde overfor sine kollegaer påstået, at han kunne lave en grønlændervending. Han lånte tørdragt og kajak, og udførte tre flotte rul, inden han vælgede ud af kajaken. John Tryk hjalp også ham tilbage i kajakken med endnu en flot makkerredning.
Flådestationen havde igen i år fået tilrettelagt et rigtig flot arrangement – og de havde endda overskud til også at tage sig godt af os frivillige. Dagen blev afsluttet med grill-pølser, øl og lidt opfølgning på dagen begivenheder. Alt i alt en rigtig hyggelig dag i selvskab med masser af herlige klubkammerater, der præsenterede vores dejlige klub på bedste vis.
Telttur til Sæby
Fredag den 18. august – lørdag den 19. august
Klubturen i august var planlagt som en telt-tur, hvor alt hvad vi skulle bruge på turen, skulle pakkes ned i kajakkerne. Turen fredag eftermiddag var en kort tur ud til Hedebo Camping i Sæby. Det var en ganske lille flok, der deltog – 3 kajakker, men Birgit stødte til, da vi landede i Sæby.
Til gengæld havde vi flere ”følgebåde” på vejen. Mikkel mødte vi i havnen inden afgang. Morten mødte vi på hans tilbage, da vi var halvvejs ved Transportcentret, og Inge fulgte med os hele vejen til Transportcentret.
Ved ankomsten til campingpladsen tog vi en forfriskende øl på stranden inden vi slog lejr og forberedte aftensmad. Det var godt vejr og vi havde en rigtig hyggelig aften under klubbens pavilloner.
Lørdag morgen pakkede vi lejren sammen efter morgenmaden og roede videre ind til Sæby, hvor vi fik en havnerundfart, inden vi roede op af åen til Sæby Ro- og Kajakklub. Her fik vi vores frokost inden vi roede retur til Frederikshavn.
Det var en rigtig hyggelig tur, som vi var enige om, at vi godt kan gentage næste år – evt. også at udvide turen ned til Voersaa.
Sommertur i Det Sydfynske Øhav
Torsdag den 29. juni – søndag den 2. juli
Vejret var gråt men humøret højt da deltagerne på årets sommertur torsdag middag mødtes på Svendborg Sund Campingplads. En plads med en meget smuk beliggenhed på det nordlige Tåsinge direkte ned til Svendborg Sund og med en fin udsigt ind til Svendborg.
Efter opstilling af telte og campingvogne og indlogering i hytter var deltagerne klar til første rotur – en tur omkring Thurø. Strømmen var østgående, så vi lagde turen ud gennem det lavvandede Skårupøre Sund og fortsatte ned forbi de skovklædte klinter på østkysten. På det SV hjørne af Thurø tog vi en lille pause, inden vi fortsatte ud i det snævre og lidt strømfyldte Thurø Sund.
Tilbage på campingpladsen blev to af klubbens nye pavilloner rejst mens andre forberedte aftenens middag. Det blev til en fin indvielse af vores nye grej med god mad, hygge og snak om næste dags tur.
Fredag tog vi kajakkerne på traileren og biler og kørte til Skovballe Havn for at besøge den idylliske Gammelhavn på Drejø. Solen stod højt på himlen, men der var en del blæst, så vi benyttede den læ vi kunne få fra Hjortø, inden vi fortsatte krydset over til Drejø. På turen retur gjorde vi et lille hold på den lille næsten øde ø Hjortø, hvor der i dag kun er to fastboende tilbage.
Lørdag var vinden taget ekstra til, så vi besluttede at tage en tur op gennem Svendborg Sund, forbi Iholm og ud til det NV-lige hjørne af Tåsinge. Her gik vi i land og nød den medbragte madpakke. På turen tilbage var der fine bølger, så vi fik god fart i bådene og fik testet vores surf-færdigheder.
Lørdag aften stod på den traditionsrige grill-menu – endnu engang tusind tak til Karin og Jan. Det blev endnu engang en hyggelig aften under klub-pavillionerne inden vi gik til ro. Og takket være den megen friske luft og mange timers roning kunne de fleste deltagere sove trods en meget stormfuld og regnfuld nat.
Søndag stod på nedpakning af lejr og netop som vi var klar til afgang, kom der et kraftig regnvejr ind over Tåsinge og resten af Fyn. Endnu engang en herlig vellykket sommertur
Store Bededagsferie på Gudenåen
Fredag den 5. – søndag den 7. maj
Lang tid før der var nogen, der havde tænkt på at sløjfe Store Bededags ferien, startede planlægningen af forårets klubtur til Silkeborgsøerne. For nogle af klubbens medlemmer et herligt gensyn og for andre en god introduktion til det dejlige rovand og til den fantastisk Skyttehusets Outdoor Camp, der ligger direkte ned til Silkeborg-søerne mellem Borre Sø og Julsø.
De 25 deltagere splittede sig fredag op i tre hold. 14 morgenfriske deltagere kørte fra Frederikshavn tidligt om morgenen for at kunne lægge ud fra Klostermølle midt på formiddagen. Første møde med Mossø var noget barsk, da det blæste kraftigt vind fra øst. Vi kom dog hurtigt i læ i det smalle åløb mellem Mossø og Gudensø og videre op til Ry.
I Ry gjorde yderligere 5 roere følgeskab og vi roede i fælles flåde tværs over Birksø og op gennem det skovrige åløb op til Juelsø. I Juelsø fik vi igen vinden at mærke, inden vi kunne ligge til ved campingpladsen, hvor vi blev modtaget af de resterende deltagere. Efter afhentning af biler og indlogering i hytter, værelser og telte samledes vi alle i campingpladsens fællesrum til en herlig fælles aftensbuffét og almindelig klub-hygge til ud på aftenen.
Lørda var vinden løjet en lille smule af, men visse steder bød vinden dog alligevel på udfordrende rovand. Der var igen planalgt en kort og en lang tur. Vi roede alle samlet op gennem Borresø og Brassø og videre op til Silkeborg. Her vendte en del af roerne om, mens de resterende roere via slusen blev ført ud i Silkeborg Langsø og videre gennem det smalle og meget idylliske åløb videre til Ørnsø. Efter at have krydset Ørnsø stod den på overbæring til Alminde Sø. På vejen retur til Campingpladsen gjorde vi holdt ved Østre Søbad, og skulle naturligvis også omkring det fredfulde ”Brillerne” (Avnsø).
Der blev igen stillet an med et flot fælles madbord, og lørdag aften stod igen på ren råhygge i fællesrummet.
Søndag var der nogle enkelte, der tog sig en morgentur i kajakkerne, mens andre tog en frisk dukkert i søen. Og efter morgenmaden og pakken sammen kørte hele flokken retur til Frederikshavn.
En tåget forårstur
Lørdag den 19. marts
Tågen lå tæt over Frederikshavn – så der var et begrænset fremmøde til dagens fællesroning. Til gengæld var der foldkommen vindstille, så vi valgte at tage en tur mod nord.
Sigtbarheden var lav, så vi havde svært ved at se de sædvanlige pejlemærker på turen mod nord. Vi roede derfor tæt langs stenkastningerne. Først tæt på kunne vi skimte fundamentet af vindmøllen, og kunne kun lige skimte vingespidserne. Ved Rønnehavnen dukkede et uddybningsfartøj ud af tågerne.
Et kort øjeblik så det ud til, at tågen lettede, så på vejen retur lagde vi kursen ud mod Deget. Tågen pakkede imidlertid hurtigt til igen, så vi måtte tage kompasserne i brug, for at komme sikkert hjem til Marina’en.
Rosæsonen 2023 skudt godt i gang
Lørdag den 7. januar
Årets første fællesroning bød på kraftig blæst fra sydøst og en smule regn. Det var derfor en forholdsvis lille flok roere, der mødte op og tog hul på 2023-sæsonen. Turen gik sydpå langs Bangsbostrand og forbi Pikkerbakkerne. Turen ud til Transportcentret var direkte op mod vinden. Til gengæld var der gode bølger til en hurtig hjemtur. Efter roturen var der inviteret til nytårskur.
Det var næsten halvdelen af klubbens medlemmer, der mødtes til bobler og kransekage i Skipperstuen. Her gik snakken på de gode fælles oplevelser klubbens medlemmer havde i 2022, og der blev også talt om nogle af de ture og arrangementer, som 2023 vil komme til at byde på.
Inspireret af ”Walk the Coast – Frederikshavn langs kysten” er en af planerne for 2023, at vi i etaper vil komme hele kysten rundt om Frederikshavn Kommune og i samme ombæring hilse indenfor hos de kajakklubber vi kommer forbi undervejs.